Træning og alkohol - find en god balance


28. september 2020 Tilbage

Alkohol er kendt som din største fjende, hvis man gerne vil være i god form. Men hvor meget skader det, og kan det egentligt lade sig gøre, at være i god form og samtidig drikke alkohol? Det korte svar er ja, MEN...

Danmark har tidligere været blandt de lande, hvor man drikker mest pr. indbygger, og selvom alkoholforbruget er faldet i Danmark, er vi stadig det land i Norden, hvor der drikkes mest. Men hvad gør alkohol ved kroppen? Det afhænger selvfølgelig af, hvor meget du drikker, men noget af det første der sker, er, at øjnene bliver dårligere til at omstille sig fra lys til mørke. Bliver du ved med at drikke, bliver din reaktionstid dårligere, balancen og koncentrationsevnen svigter, du kan få problemer med hukommelsen, og fortsætter du endnu, så går du sandsynligvis kold og kaster op eller besvimer. Hvis du formår at få en promille på over 3, kan du i værste fald risikere at miste livet. Det er de åbenlyse konsekvenser, men derudover kan et længerevarende alkoholforbrug også give permanent hjerneskade, ødelægge nerver, skade hjertet, give forhøjet blodtryk, nedsætte mængden af testosteron, svække musklerne og afkalke knoglerne, og så er der selvfølgelig den veldokumenterede sammenhæng mellem alkohol og en række kræftformer. Vi kan altså konkludere, at sundhedsmæssigt gør alkohol i store mængder ikke noget godt for din krop, og forskerne kan heller ikke blive enige om, hvorvidt et enkelt glas vin eller øl til aftensmaden har poisitiv eller negativ betydning for dit helbred.


Alkohol og træning

I forhold til din træning, er der naturligvis en problematik omkring kalorier. Der er RIGTIG MANGE kalorier i alkohol.

  • En øl (pilsner): 122 kcal (33 cl, 1 genstand)
  • Et glas rødvin: 87 kcal (12 cl, 1 genstand)
  • Et glas mousserende vin: 91 kcal (12 cl, 1 genstand)
  • Et glas hvidvin: 92 kcal (12 cl, 1 genstand)
  • Vodka: 93 kcal (4 cl, 1 genstand)

  • Gin: 99 kcal (4 cl, 1 genstand)
  • Whisky: 100 kcal (4 cl, 1 genstand)
  • Rom: 103 kcal (4 cl, 1 genstand)
  • Et glas portvin: 122 kcal (8 cl, 1 genstand)

  • En stærk øl (7,7 %Vol.): 204 kcal (33 cl, 1,5 genstand)
  • Cider: 205 kcal (33 cl, 1 genstand)
  • Baileys: 260 kcal (8 cl, 1 genstand)
  • Snaps: 93 kcal (4 cl, 1 genstand)

Som du kan se på listen ovenover, så får du travlt med at komme ud af sengen og op på kondicyklen dagen efter en bytur; der er mange kalorier, som skal forbrændres. Men så simpelt er det desværre ikke.

Lad os holde fast i eksemplet med en bytur. Først og fremmest har du indtaget uanede mængder af kalorier, hovedsageligt fra alkohol, men du synes nok også, at det var en god idé at købe en pizza med hjem. Når du endelig kommer hjem sent om natten, er du dehydreret (alkohol virker vanddrivende), og din søvn og restitution forringes betydeligt. Dagen derpå er du træt, du har formentligt ondt i hovedet, og du har bestemt ikke lyst til at træne. I stedet bestiller du en burger til morgenmad og pizza om aftenen. Det bliver din krop meget ked af, og hvis du gør dette ofte, så kan du godt vinke farvel til din sixpack og hurtige løbeture. 

Det er dog ikke ensbetydende med, at man aldrig kan tage i byen og samtidig være i god form. Selvom studier viser, at alkohol hæmmer effekten af de hormoner, vi skal bruge til muskelvækst, og påvirker muskelstyrken i flere dage samt hæmmer opfyldningen af kulhydrater, så er der en række ting, du kan gøre, for på bedste vis at komme tilbage på sporet.


De 5 gode råd

Drik med måde. Det bedste man kan gøre, det er selvfølgelig at drikke med måde. Det kan dog være svært for nogle, og hvis du er en af dem, som ikke kan sige nej til de uendelige strømme af øl og drinks, som du får smidt i hovedet, må du tage de 4 andre tips i brug.

Drik vand inden du går i seng. Som nævnt tidligere, er alkohol vanddrivende, og det betyder, at du mister en masse væske, selvom du drikker øl, drinks og andre drikke med alkohol i løbet af aftenen. Hvis du drikker en masse vand, inden du går i seng, har kroppen hele natten til at optage væsken, og du har formentligt også færre tømmermænd dagen efter. Fortsæt med at drikke vand, når du vågner.

Drop fastfood. Dette gælder både på selve byturen, men også dagen derpå. Hvis du spiser ordentligt, inden du drikker alkohol, får du sandsynligvis færre tømmermænd. Ligeledes hvis du har drukket en masse, vand inden du gik i seng, vil du vågne med færre tømmermænd, og dermed vil trangen til junkfood formentlig også være mindre. Spis i stedet letfordøjelig mad såsom sundt brød, havregryn med mælk, frugt og grønt, pasta osv.

Husk din træning, selvom du har tømmermænd. Har du det meget dårligt, når du vågner, har du næppe lyst til at træne, men selvom det lyder som en forfærdelig plan, kan en løbetur eller et smut i fitnesscenteret faktisk være en stor hjælp på tømmermændene. Hvis du derimod har fulgt ovenstående tips, burde tømmermændene ikke være så voldsomme, og derfor er træningen formentligt heller ikke noget problem. Dog kan du godt have lidt besvær med motorikken, og du skal nok overveje, om det ikke er en god idé at erstatte svære og tekniske styrkeløft med noget mere simpelt. 

Lev sundt de seks andre ugedage. Det er klart, at en tur i byen ikke gør noget god for dig sundhedsmæssigt, og derfor er det vigtigt, at du lever sundt de andre ugedage. 

Hvis du følger disse råd, er du med til at minimere de skader, som alkohol forsager på din krop. 


Find en god balance

Der skal også være plads til, at man kan slå sig løs i ny og næ, og det betyder heller ikke, at du ikke kan være i god form samtidig. Det er klart, hvis du skal til OL næste år, så er det marginalerne, der tæller, og derfor er alkohol en rigtig dårligt idé - men det er de færreste af os, som skal det. Det hele afhænger af, hvordan du griber det an. På nuværende tidspunkt har jeg selv fundet en god balance mellem det at drikke alkohol og træne, men jeg har også tidligere oplevet, hvordan alkohol har ødelagt min træning.

Jeg træner selv 10-12 gange om ugen, hvilket består af en blanding af styrketræning, crossfit og løb. Jeg kan dødløfte 200 kg og løbe 5 km på 15 minutter, og jeg tror, at jeg på nuværende tidspunkt er i mit livs bedste form - også visuelt. Det sidste halve år har jeg kun drukket en håndfuld gange (1-2 gange om måneden), men når jeg drikker, så drikker jeg meget :-). Det handler altså om at finde en mellemvej, som passer til dit behov. Ved at drikke 1-2 gange om måneden, er jeg med til tilpas mange arrangementer/byture, hvilket gør, at jeg får slukket min tørst til fester og alkohol, men samtidig kan jeg have fokus på min træning og fortsat se fremskridt. Jeg har også tidligere oplevet, hvordan alkohol kollideret med min træning. For cirka halvandet år siden gik jeg lidt for meget i byen, spiste lidt for meget pizza dagen derpå, og skippede lidt for mange træninger på grund af tømmermænd. Det kunne både ses og mærkes, men jeg var stadig rimelig veltrænet og i udmærket form. Det korte af det lange, alkohol har stort betydning for din træning, men det handler om at finde den rette balance mellem dine mål, træning, og hvor meget du vil ofre ved at drikke. Der er ingen tvivl om, at alkohol har dårlig fysisk indvirkning på din træning, men hvis et socialt arrangement med alkohol gør noget godt for dig psykisk, så skal der også være plads til det, for det er mindst ligeså vigtigt, at du trives psykisk. Hvis først du kører død i træning, kan det hele jo være lige meget.


Opsumering

Et glas vin til maden har ikke den store betydning, men alkohol i store mængder har en negativ effekt, og det skal man tage højde for. Det hele handler selvføgelig også om, hvilke mål man sætter for sig selv. Hvis du skal til bodybuilderkonkurrence, hvor alle muskler skal stå knivskarpt, er det meget begrænset, hvor meget alkohol du kan indtage, men hvis ikke det skal være så ekstremt, så kan man sagtens drikke lidt i ny og næ og samtidig være i hammergod form og se super veltrænet ud, men det er ikke nemt.

Kommenter

Har du kommentarer, ris eller ros til dette indlæg? Så hører vi gerne fra dig.