Skinnebensbetændelse - forebyggelse og behandling


10. marts 2021 Tilbage

Skinnebensbetændelse er en af de mest udbredte løbeskader, som specielt plager mindre rutineret løbere. I dette indlæg kigger vi på årsager til skaden samt behandling og forebyggelse af skinnebensbetændelse.

Skinnebensbetændelse er en overbelastningsskade, som typisk mærkes på indersiden af skinnebenet, men det kan også opstå på ydersiden i nogle tilfælde. Der kan være flere forskellige årsager til, at man får skinnebensbetændelse. Først og fremmest kan det være forkert fodstilling, som forårsager uhensigtsmæssige træk i forhold til knæ og hofte. Når man løber, bliver foden sat på overarbejde, og hvis man ved hvert skridt lander “dårligt” på foden, kan det irritere de nærliggende muskler omkring skinnebenet, og dermed skabe en betændelsestilstand mellem muskel og senefæste (hvor musklen hæfter). En anden hyppig årsag kan være stive/svage muskler omkring skinnebenet.

Forskellen mellem skinnebensbetændelse og træthedsbrud

Et træthedsbrud kommer - ligesom ved skinnebensbetændelse - som følge af en overbelastning. Det ses oftest i skinnebenet, og det er en begyndende revne, som kan føre til et brud gennem hele knoglen, hvis ikke det bliver aflastet. Symptomerne minder meget om dem ved skinnebensbetændelse. Forskellen på et træthedsbrud er, at der vil være smerter ved tryk på knoglen og ofte på et mindre punkt, hvorimod skinnebensbetændelse typisk strækker sig over et lidt længere område på indersiden af skinnebenet. Ud af disse to skader, så er skinnebensbetændelse klart mest hyppigt, men hvis man fortsat er meget i tvivl, kan man gå til en fysioterapeut, kiropraktor eller osteopat.

Sådan forebygger du skinnebensbetændelse

Skinnebensbetændelse er super træls, og det vil vi alle selvfølgeligt helst undgå. Heldigvis er der en række ting, man kan gøre for at minimere risikoen for skinnebensbetændelse. 

- Undgå at lande på hælen. Dette er den vigtigste af dem alle. Dit ben bliver markant mindre belastet, hvis du lander på flad fod med vægten på forfoden - derudover er det også en mere effektiv måde at løbe på.

- Minimere stød. Dette kan blandt andet gøres ved at løbe på et blødere underlag såsom skovbund eller græs. 

- Find den korrekte løbesko. Der er forskellige løbesko til forskellige fodstillinger, og derfor kan det være en god idé, at tage et smut forbi din nærmeste løbeforretning, hvor de kan give dig noget vejledning. Et andet alternativ er speciallavede indlægssåler, som tager højde for dine fødders uligheder. 

- Rolig øgning af træningsmængde. Specielt hvis du er nybegynder, er det vigtigt, at du LANGSOMT øger træningsmængden. Hvis du fra uge 1 løber 4-5-6-7 gange om ugen, så bliver du højest sandsynligt skadet. 

- Styrketræning. Styrketræning er generelt super vigtigt for løbere, og specielt disse øvelser kan være med til at forebygge skinnebensbetændelse:
1. Fodvip på trappetrin
2. Indadføring af ankel med elastik som modstand
3. Samle genstand op fra gulv med tæerne

Sådan behandler du skinnebensbetændelse

Hvis du allerede har fået skinnebensbetændelse, så gælder det om at få aflastet det betændte område. Det er også vigtigt at forsøge at finde frem til, hvad der kan have forårsaget det til at begynde med, så man kan få rettet op på “fejlen”, når man igen kan begynde at løbe. Der er ikke nogen magisk kur, som får det til at forsvinde, ud over at holde pause. Hvis du kan lave noget alternativ træning såsom cykling eller crosstrainer, uden at det irriterer det betændte område, så er det en god måde at vedligeholde formen, indtil du lige så langsomt kan begynde at løbe igen. Når du lige så langsomt er ved at være tilbage til normal igen, er det vigtigt, at du laver noget forebyggende arbejde som nævnt ovenfor.
 

Kommenter

Har du kommentarer, ris eller ros til dette indlæg? Så hører vi gerne fra dig.